Kristeligt Dagblad (9.dec. 1995)

Af Anders Laugesen

Næsten ubemærket bereder en dansk kvinde vejen for en markant forandring indenfor islam i Danmark. På trods af modstand fra mange traditionelt tænkende muslimer har Aminah Echammari i en række år arbejdet målrettet for at gøre islam mere dansk, så tredje generations indvandrerne kan føle sig danske uden at bryde med deres tro. Der er i hendes arbejde tale om et afgørende nybrud i forståelsen af islam sammenlignet med muslimske teologer i øvrigt.
Aminah Echammari, der hed Inger, inden hun konverterede til islam i 1983, bor sammen med sin familie på en stille villavej i et helt almindeligt dansk hjem i Risskov ved Århus. Et af husets mindre rum er indrettet til kontor og fungerer som centrum for en islamisk forlagsvirksomhed.
Som en af de første i Skandinavien skriver Aminah Echammari i sine udgivelser systematisk om de mange problemer, der er forbundet med at være muslim i Danmark. I tidsskriftet “fred og harmoni” har hun ført livlige diskussioner om emner, der spænder fra spørgsmål om, hvilket slik muslimske børnene kan spise for at undgå svine-produkter til mere filosofiske overvejelser omkring kvinders stilling indenfor islam. Gennem årene er det desuden blevet til flere bøger, børnesange og en lang række på landets gymnasier og i landets sognegårde.
Blandt ortodokse muslimer er Aminah Echammari ikke populær, men for en udenforstående iagttager er der ikke tvivl om, at hun med sit forfatterskab kan få stor betydning for de muslimske indvandreres børn og børnebørn. De nye generationer af muslimer har ikke samme bånd som deres forældre til slægtens rødder i Tyrkiet, Pakistan eller Mellemøsten. Derfor får de brug for en ramme om deres tro, som kan forbinde islam til den danske kultur, de også er vokset op med

Opvæksten

– Som barn blev jeg døbt som de fleste andre danskere. Det var først som 35-årig, at jeg fandt ud af, at jeg var muslim. Det skete ikke som en pludselig omvendelse, men var resultatet af en udvikling, som strakte sig over flere. Som mit liv tog form, opdagede jeg efterhånden, at der virkelig var en Gud til, og at min livsholdning i praksis var i overensstemmelse med islam. Derfor blev min bekendelse til islam ikke et brud med fortiden. Mange af de ting mine forældre som barn havde lært mig, viste sig at være indeholdt i Koranen.
– Når jeg i dag lever som muslim, er det ikke kun er på grund af min tro på Koranen. Det er i lige så høj grad i kraft af de livsværdier, mine forældre gav mig.
Islam er ‘naturens religion’, og meningen med det forstod jeg først, da jeg senere i livet begyndte at se tilbage på barndommen. Jeg opdagede, at selv om mine forældre ikke var særligt religiøse, havde de forsøgt at give os børn sunde og fornuftige leveregler, som i meget høj grad er identiske med den livsindstilling, man finder i Koranen.

Det danske mindretal

– Vi boede i Sydslesvig, og førte et nøjsomt liv uden de store udsving. Selv om far og mor tjente gode penge, blev der passet på tingene. Nøjsomheden i mit barndomshjem var udtryk for en respekt for naturen og for andre menneskers arbejde. Samme respekt er en vigtig del af det livsgrundlag, der i Koranen anvises mennesket.
Mine forældre var meget engageret i den danske sag, og vi lærte derfor altid at være aktive. I Sydslesvig kunne vi ikke forvente, at andre ville gøre arbejdet for os, og derfor måtte alle yde deres bidrag. Til sammenligning står der I Koranen, at når du er færdig med én opgave, skal du straks gå videre til den næste.
Mine forældres trofasthed overfor det danske i Sydslesvig gennemsyrede min barndom. Det lå i vores opdragelse, at alle har en forpligtigelse over for samfundet og over for næsten. Hjemme var min far og mor altid parate til at hjælpe. Jeg husker tydeligt, hvordan folk kom hjem til os, når de var i knibe, og ingen gik forgæves.
Senere har jeg også på det punkt genfundet mine forældres livsholdning i islam. Selv om ordet næstekærlighed ikke forekommer i Koranen, står der mange steder, at vi skal være parate til at dele ud af vores evner, og det Gud har forsynet os med. Det vil sige, at vi skal give vores tid, vores kræfter og vores praktiske kunnen til andre. Mødet med islam blev derfor til en genkendelse af det, jeg havde set i min barndom.
Koranen fremstår i dag for mig som udtryk for den mest naturlige måde for et menneske at leve på, og derfor er islam en naturens religion udtrykt i Guds åbenbaring. Grundlaget for et menneskes liv er altid at kunne være noget for andre og at yde sit bedste til samfundet.

Omvendelsen til islam

Hvordan blev du muslim?
– Da jeg læste til korrespondent, tog jeg inden den sidste eksamen i 1967 til Paris. Her mødte jeg en ung mand, og vi blev gift i 1970. Efter vores bryllup flyttede vi til min mands hjemland Marokko, og boede dér i otte år. To af vores tre børn blev født i den periode. Der er ikke noget krav om, at en kristen kvinde, som gifter sig med en muslim, skal skifte tro. Derfor oplevede jeg ikke på noget tidspunkt forsøg på mission fra min mands eller hans families side.
Dagligdagen i Marokko var dengang ikke præget af religionen, men mere af kulturen. Mange af min mands kollegaer spiste svinekød og overholdt ikke de daglige ritualer. Derfor fik jeg ikke noget forhold til islam, mens jeg boede i Marokko.
Det var først, da vi kom til Danmark, at jeg begyndte at låne bøger på biblioteket. Jeg blev nød til at læse om islam, fordi mange af mine venner i Danmark spurgte, hvordan jeg kunne acceptere, at mine børn blev opdraget som muslimer. Det var ikke noget, jeg tidligere havde skænket en tanke.
Vi havde, før vi blev gift, aftalt, at sådan skulle det være. Jeg tænkte dengang, at hvis islam var godt nok til min mand, så ville det også være godt nok til mine børn. På en uforklarlig måde blev jeg i min læsning skubbet frem mod islam. Jeg indså efterhånden, hvordan islam var den rigtige religion for mig. På et tidspunkt opdagede jeg, at nedsættende udtalelser om islam gjorde mig ked af det. Ikke på min mands vegne, men på egne vegne, og da forstod jeg, at jeg var muslim.
Omkring samme tidspunkt opdagede jeg, at religionen var noget, der kunne bruges i dagligdagen. Men der var tale om en langsom udvikling.
Livserfaringen danner mennesket, og sådan var det også for mig. Hvis ikke sjælen er med, taber man sig selv. Derfor tog det tid, inden jeg bekendte mig som muslim.

Forståelsen af Gud

Hvorfor kunne du ikke forblive kristen?
– Fordi jeg indså, at min tro var anderledes end den tro, kirken prædiker. Ved at læse Koranen fandt jeg ud at, at der går en skarp skillelinie mellem Gud og mennesket, mellem Skaberen og det skabte. Allerede under min konfirmationsforberedelse blev jeg meget forvirret over forestillingen om treenigheden. Gud og mennesket blev blandet sammen i troen på Jesus som Guds Søn, og derfor tænkte jeg dengang, at hvis religion var så forvirrende, kunne det aldrig blive noget for mig. Jeg blev kun konfirmeret, fordi det blev alle andre.
Siden har Koranen overbevist mig om, at jeg ikke har brug for et menneskeligt billede af Gud for at tro på, at Gud er til. Jeg kan mærke Hans kærlighed i det under, at jeg lever.
Det kristne billede af Jesus som forsoner mellem mennesket og Gud, forstår jeg heller ikke. Jeg er overbevist om, at det enkelte menneske selv må forsøge at leve så anstændigt et liv som muligt. Og hvis jeg til trods for mine anstrengelser kommer til at gøre noget forkert og beder om tilgivelse, så bliver den givet mig direkte af Gud. Også selv om der ikke er en forsoner, en præst eller et nadvermåltid. Gud rækker mig altid sin tilgivelse selv om jeg med fuldt overlæg begår noget forkert. Så længe jeg oprigtigt angrer, vil Gud altid være den, der tilgiver. Jeg savner derfor ikke en frelser eller en forsoner. Forsoningen kommer direkte fra Gud.

Hvordan ser du på Jesus?
– I det Gamle Testamente står der, at du ikke må gøre dig noget billede af Gud. Det tror jeg er rigtigt, men jeg har brug for Jesus som profet på linie med de andre profeter, der har vidnet om Gud.
Men hvorfor skal et andet menneske dø for min skyld. Hvis jeg har gjort noget galt, må jeg naturligvis selv tage følgerne.
Den tyske digter Goethe sagde engang til sine teolog venner: “At tro, at tre er én og at én er tre, det strider imod min retfærdighedssans, og jeg kan ikke forstå, at det skal hjælpe mig den mindste smule.” På samme måde har jeg det, når kristne taler om Jesus som forsoner mellem Gud og mennesker. Det giver ingen mening for mig.
Jeg tror på, at Muhammed viderebragte Guds ord, og at Koranen er Guds åbenbaring. Derfor må jeg være muslim, og jeg kan ikke være andet.

Anser du Koranen for mere troværdig end Bibelen?
– Der er i Koranen en konkretisering af mange ting, jeg saver i Bibelen. Og Koranen har ikke noget modsætningsforhold mellem det verdslige og det religiøse. De to bøger har mange beretninger tilfælles, men de fleste finder jeg mere troværdige i Koranen på grund af en mere direkte tekstoverlevering. I Koranens skabelsesberetning står der f.eks., at Gud skabte en livscelle, og af den dannede Han mand og kvinde. Senere fortælles det i syndefaldsberetningen, at de begge syndede og spiste af træet. Det var ikke kun Eva, der stod bag syndefaldet. Derfor kan ingen med Koranen i hånden sige, at kvinder er skabt mindre værdige end mænd. Det understreges også af, at der et sted står “Jeres hustruer er en vederkvægelse for Jer og I for dem.” Vi er altså ifølge Koranen skabt lige som kvinder og mænd.
Undertrykkelsen af kvinderne i muslimske lande opstår ikke, fordi mændene har læst i Koranen at det skal de gøre, men det sker på grund af traditioner i kulturen. Derfor er flere og flere kvinder begyndt at bruge Koranen til slå fast, at det ikke er manden, men Gud enhver skal underkaste sig.

Den religiøse praksis

Hvordan beder du som muslim?
– Vi bad ikke i mit barndomshjem, og derfor kom bønnen langsomt til mig. Selve bønnerne er vanskelige for mig, fordi teologerne siger, at de skal foregå på arabisk. Jeg taler ikke arabisk, og jeg har meget svært ved at stå og sige noget, jeg ikke forstår. De første år som muslim var det specielt svært. Dengang læste jeg meget i Koranen og forsøgte at sige de påbudte bønner fem gange om dagen, men jeg fik ikke noget ud af det, fordi de var på et sprog, jeg ikke forstod.
Senere begyndte jeg at bede på dansk, og det gav bønnen et dybt personligt indhold. Men det er ikke normalt blandt muslimer at bruge modersmålet til at bede på. I Koranen står der imidlertid, at de forskellige profeter har talt folkenes sprog for at gøre tingene forståelige. Det udsagn har været vigtigt for min beslutning om at bede på dansk, selv om det er usædvanligt.

Har du et særligt fællesskab med andre muslimer?
– Mit liv er nok også på det punkt atypisk for danske muslimer. Jeg starter altid med at se på mennesket, før jeg ser på religionen. “Menneske først, muslim så,” for nu at bruge Grundtvig til at besvare spørgsmålet.
Når jeg vælger venner, er det efter, hvordan de er som mennesker. Deres religiøse tilhørsforhold er ikke afgørende. Der findes gode og dårlige muslimer på samme måde som der findes gode og dårlige kristne. At være muslim eller kristen er naturligvis ikke en garanti for, at man er et hæderligt menneske.

I hvilket omfang er det muligt at tilpasse islam til livet i et moderne dansk samfund?
– Koranen har et entydigt budskab om, at enhver skal tilpasse sig den tidsalder, man lever i. Men selvfølgelig skal det ske uden at gøre vold på selve grundlaget i Koranen. Derfor er der forskel på skik og brug i forskellige muslimske lande. I tidens løb har der været plads til stor forskel inden for islam rundt om i verden.
Der findes mange forskellige kulturer i verden, og der står ikke i Koranen, at vi skal ende med at tilhøre den samme enhedskultur. Tværtimod står der, at Gud har skabt vores forskelligheder, for at vi skal lære at respektere dem, som er anderledes end os selv. Derfor er det i dag en meget vigtig opgave for danske muslimer, at tilpasse deres skik og brug til det land, de nu lever i.

Hvordan ser du islams fremtid i Danmark?
– En stor del af de muslimske indvandreres børn vil uden tvivl holde fast i islam. For nogles vedkommende måske først efter, at de i en periode har taget afstand til deres baggrund og tro. Men på langt sigt vil de forblive muslimer. Det er tydeligt, at anden generations indvandrerne tager noget af den danske kultur til sig samtidig med, at de bibeholder en del af deres forældres oprindelige kultur. Derfor vil de unge danske muslimers religiøse udtryksformer naturligvis også komme til at ændre sig.
Dertil kommer, at der er en gruppe af danskere, som er muslimer uden at være gift med en muslim eller have særlig tilknytning til muslimsk kultur. Her i området omkring Århus er der flere kvinder i 50 års alderen, som er blevet muslimer, og i dag er der omkring 2.000 etniske danskere med en muslimsk tro. De fleste er konverteret til islam, fordi de er blevet gift med en muslimsk mand. Den nye generation vil sammen med de etnisk danske muslimer være med til i de kommende år at give islam et nyt ansigt i Danmark. Det mellemøstlige udtryk vil blive svækket, men det vil på mange områder være et stort arbejde at skabe en dansk islam.

 © Anders Laugesen