Postkort, bagside, 117 stemmer

I mange år drømte jeg om det perfekte liv med mand og børn; men det gik ikke, som jeg havde forestillet mig. Så holdt jeg op med at drømme. Jeg turde simpelthen ikke – for sæt nu boblen atter gik hen og brast?

Så engagerede jeg mig endnu mere i dialogarbejdet end hidtil, og langsomt voksede en ny drøm frem, en anden slags drøm: Drømmen om et samfund, hvor alle – uanset religiøst tilhørsforhold eller mangel på samme – kunne leve sammen i harmoni og arbejde sammen for at skabe den fælles fremtid i et samfund, som det er rart for alle at leve i, et samfund med lige rettigheder og lige muligheder for alle.

Det blev til bestyrelsesarbejde i Islamisk-Kristent Studiecenter og i Jødisk-Muslimsk Netværk – og til samarbejde med Danmarks Kirkelige Mediecenter i Århus, Folkekirkens Skoletjeneste på Frederiksberg og Københavns Stift om tværreligiøse undervisningsprojekter.

Alle steder mødte jeg engagerede og livskloge mennesker med forskellige etniske og religiøse baggrunde, der delte mine drømme og visioner for fremtiden, og som ydermere delte den opfattelse, at man må begynde med børnene, hvis man vil ændre samfundet. Børn er nysgerrige og fordomsfrie af natur. Viden om ”de andre” er med til at modvirke fordomme, fjendebilleder og fremmedfrygt.

I projektet DIN TRO – MIN TRO – og hvad vi sammen tror tilbydes skoler et gratis besøg af et gæstelærerteam bestående af en jøde, en kristen og en muslim, der holder korte oplæg om hver deres tro og religiøse praksis. Både elever og lærere får aha-oplevelser og ny viden om, hvor mange ligheder der i virkeligheden er mellem de forskellige religioner, og de har mulighed for at få svar på alle deres spørgsmål fra mennesker, der selv tror på og praktiserer det, de fortæller om.

Vi kommer ud til 3.-10. klasse – også til børn med indlærings-vanskeligheder. Og alt efter alder og modenhed mødes gæstelærerne med både impulsive og mere velgennemtænkte spørgsmål – ikke kun om tro og personlig praksis, men også af mere eksistentiel karakter: Hvilken forskel gør det i et menneskes liv, at man tror på Gud? Og hvordan så forklare forskellen mellem at tro på heldet og på Guds altomfavnende kærlighed og omsorg for det enkelte menneske? Udfordringer er der nok af, og de halvanden time, der er til rådighed, er slet ikke nok.

Gæstelærerteamets blotte tilstedeværelse er et levende bevis på, at man sagtens kan være venner og samarbejde på tværs af etniske og religiøse forskelligheder. Det er vort håb, at vi kan gøre eleverne bedre rustet til at gennemskue mediernes fordomsfuldhed og dæmonisering af ”de andre”, således at de vil række hinanden hånden, ja måske endda omfavne hinanden og samarbejde på tværs – både i skolen og senere i voksenlivet.

Vort arbejde er blot en dråbe i havet; men man har da lov til at drømme og forestille sig en verden, hvor kærligheden er stærkere end hadet, hvor man bygger broer i stedet for mure, hvor man lukker andre ind i stedet for at holde dem ude – selvom vejen dertil er trang og stejl, og det ind i mellem virker håbløst. Man behøver ikke være ens for at skabe en harmonisk verden. Man kommer længst ved at handle i fællesskab.

© Aminah Tønnsen, 2012